Eksterne fonde & puljer

Sport Event Denmark er ved at opbygge en oversigt over fonde og puljer. Kender du til fonde og puljer, du mener er relevante, så send gerne et tip til Eline Andersen, ea@sporteventdenmark.com.

DIF's LOBBYPULJE
Specialforbund kan søge om økonomisk tilskud til deres internationale lobbyarbejde. Kort fortalt er tilskudsmulighederne inddelt i fire kategorier:

1. Tilskud til internationale kongresser i verdens/ europæiske/ nordiske forbund inden for egen organisation afholdt uden for Danmark
2. Tilskud til valgte medlemmer af europæiske og internationale specialforbunds møder uden for Danmark
3. Tilskud til kongresser og lignende møder afholdt i Danmark

4. Lobbytilskud
Retningslinier for tilskud fra lobby-puljen:
A. Lobby-virksomhed med henblik på valg til internationale topposter.
B. Ekstraordinære omkostninger til bevarelse af allerede opnåede internationale topposter.
C. Ekstraordinære omkostninger i forbindelse med afholdelse af internationale kongresser i Danmark.

Læs mere på www.dif.dk

ELITEFACILITETSUDVALGET
Idrætsorganisationer, specialforbund, institutioner, fonde og kommuner kan søge om midler til elitefaciliteter.

Hvad støttes?
Støtte kan gives til faciliteter til enhver idrætsgren, som på kort eller lang sigt afholder en eller flere større internationale idrætsbegivenheder (f.eks. EM, World Cup og VM) i Danmark. Støtte ydes til såvel indendørs som udendørs faciliteter inden for:
- Eksisterende og planlagte faste anlæg
- Mobile anlæg som tribuner, gulve, VIP- og pressefaciliteter
- Anlæg, der kan forberede en facilitet til midlertidig anvendelse
- Installationer til internationale mesterskaber i handicapidræt

Hvem støttes?
Støtten kan gives til alle former for idrætsorganisationer, specialforbund, institutioner, fonde og kommuner, der ønsker at bygge og/eller drive de støttede faciliteter.

Hvad skal en ansøgning indeholde?
Før en ansøgning udformes, bør I tage telefonisk kontakt til udvalgets konsulent, Jakob Færch, på tlf.: 32 83 03 56 eller skrive til jf@loa-fonden.dk. Elitefacilitetsudvalget har ikke noget ansøgningsskema, men der er en række oplysninger, som en ansøgning skal indeholde, for at sekretariatet kan behandle ansøgningen.

Ansøgningsfrister
Elitefacilitetsudvalget har ikke ansøgningsfrister. Der afholdes fire udvalgsmøder om året, hvorpå ansøgningerne behandles. Det er en god ide at indsende sin ansøgning så tidligt som muligt inden en kommende idrætsbegivenhed skal afholdes, og det pågældende byggeri/indkøbes skal gennemføres.

Læs mere på  www.elitefacilitetsudvalget.dk

PRESSEINITIATIVET
Den styrkede internationale presseindsats er et tværgående initiativ under handligsplanen for offensiv global markedsføring af Danmark.
Initiativet har til formål at styrke billedet af Danmark i udenlandske medier og skal især profilere danske styrker og kompetencer, der kan tiltrække udenlandske investeringer, fremme Danmarks eksport til udlandet, tiltrække turister og events til Danmark samt fremme arbejdet med at markedsføre Danmark som uddannelsesland, som kreativ kunst- og kulturnation og som et attraktivt arbejdsland.

  • Målet med den styrkede internationale presseindsats er at:
  • Øge omtalen af Danmark i internationale medier kvantitativt.
  • Forbedre dækningen af Danmark kvalitativt
  • Forbedre kontakten til internationale medier og journalister.

Målet indfris bl.a. gennem tilskud til og planlægning af udenlandske journalisters besøg i Danmark. Indsatsen er finansieret med 20 millioner kr. frem til 2010.
Læs mere på: www.presseinitiativet.um.dk

NORDEA DANMARK-FONDEN
Nordea-fonden vil med sine uddelinger støtte aktiviteter, der fremmer gode liv - dvs. aktiviteter, der er "sunde for sjæl og/eller legeme".

Fonden fokuserer sine uddelinger på aktiviteter inden for følgende temaer:

  • Sundhed og ernæring - sundhedsfremme, forebyggelse, ernæring, gastronomi
  • Natur og miljø - naturoplevelser, naturbevaring, vand og klima
  • Kultur - kulturhistorie, kunst, fremadrettede kulturelle aktiviteter
  • Idræt og motion - motion, breddeidræt og friluftsliv
  • Uddannelse, forskning og innovation - særligt inden for de fire ovennævnte temaer

Inden for disse temaer lægger fonden vægt på at støtte børn og unge, uden at der udelukkende vil være tale om at støtte denne aldersgruppe, samt på aktiviteter, som er aktivt involverende, opbyggende og motiverende.

Geografisk afgrænses fondens uddelinger til at gives til aktiviteter i Danmark eller aktiviteter med et klart tilhørsforhold til Danmark.
Læs mere på: www.nordeadanmarkfonden.dk


M-FONDEN
Fonden til Markedsføring af Danmark støtter initiativer, der øger udlandets kendskab til Danmarks styrker, kompetencer og værdier. Særligt initiativer, hvor en betydelig del af aktiviteterne foregår i Danmark, har mulighed for at opnå støtte.
Hensigten er, at de støttede initiativer skal tiltrække udlandets opmærksomhed, så antallet af udenlandske besøgende til Danmark øges, og Danmark opnår positiv omtale i udlandet – enten gennem udenlandske fagfolk eller journalister. 
Fonden skal så vidt muligt støtte initiativer, der viser et bredt og tidssvarende billede af Danmark. Derfor vil nye samarbejdsinitiativer, der går på tværs af organisationer og eksisterende strukturer, i særlig grad have mulighed for at opnå støtte.

Både offentlige og private aktører samt eventuelle offentlig-private partnerskaber har mulighed for at søge fonden om støtte.
Læs mere på: www.mfonden.dk

SIMON SPIES FONDEN
Støtte til kultur-, fritids- og idrætsområdet, forskning og erhverv.
Kan ikke søges af privatpersoner eller mindre foreninger, sammenslutninger o. lign.

TUBORGFONDET
Tuborgfondets formål er at virke for samfundsgavnlige formål, særlig til støtte for dansk erhvervsliv.
 
Siden oprettelsen i 1931 har fondet med over 820 mio.kr. støttet mere end 15.500 store og små aktiviteter inden for alle dele af det danske samfund, lige fra kunst, kultur, sport, foreningsvirksomhed, uddannelse samt erhvervsrelateret forskning.

Læs mere på: www.tuborgfondet.dk

KULTURMINISTERIETS STØTTEGUIDE
Under Kulturministeriet er der en række støtteordninger til kunst og kultur. Midlerne til kulturtilskud kommer dels fra Finansloven, dels fra Kulturministeriets andel af tips- og lottomidlerne, som fordeles hver forår. Tips- og lottomidlerne fordeles i puljer, som kan variere fra år til år, og det er vigtigt at holde sig orienteret om de aktuelle muligheder.

Læs mere på: http://www.kum.dk/sw202.asp


 

 
 
● Sport Event Denmark ● Telefon +45-43 26 21 00 ● E-mail: info@sporteventdenmark.com ● www.sporteventdenmark.com ● © 2010. All rights reserved Disclaimer