Eventmæssig toppræstation trods manglende dansk sportslig succes

af  DBTU
Bedste mesterskaber nogensinde siger den Europæiske Bordtennis Union om det netop afviklede EM i bordtennis i Herning. Også fra Sport Event Denmark og Herning Kommune er der roser til eventafviklingen.

”I har gjort et fantastisk job her i Danmark. Det er en perfekt arena for bordtennis og jeg kan sige, at alle lande er meget tilfredse med mesterskabet. Det har været de bedste mesterskaber nogensinde,” sagde præsidenten for den Europæiske BordTennnis Union, Stefano Bosi, til de danske værter i Herning.

Der var på forhånd lagt op til store, danske resultater ved EM i bordtennis, men desværre var det småt med dansk, sportslig begejstring under mesterskabet. De mange europæiske topspillere og trænere var derimod meget tilfredse med turneringen og eventset-up.

"Vi er naturligvis skuffede over de danske resultater fra vores to bedste spillere, Michael Maze og Mie Skov - det kan vi ikke komme udenom. TIl gengæld er det dejligt at se, at landsholdets unge kræfter begynder at vise tænder og spiller sig ind i hovedturneringen trods lavere rangeringer. Når det er sagt om de sportslige resultater, så kan vi da heldigvis notere os, at alle andre nationer har været yderst tilfredse med vores afvikling. Desuden havde vi stor succes med vores sideaktiviteter, hvor specielt de op imod 400 glade, bordtennisbørn har hygget sig med bordet rundt, spille bordtennis på Wii, udsmykke bordtennisbolde osv. Derudover har vi henover ugen haft 130 børn på bordtennistræningslejr for selv at blive dygtigere og hente inspiration fra mange af verdens bedste bordtennisspillere," siger Aksel Beckmann, formand i Dansk BordTennis Union.

”Eventmæssigt har EM i bordtennis været helt i top trods manglende dansk sportslig succes. Dansk Bordtennis Union og Herning kommune har iscenesat et europamesterskab i Jyske Bank Boxen, som spillere, trænere og ikke mindst det internationale forbund giver topkarakter.  Endnu en gang ser vi, hvordan multiarenaen kan skaleres til netop den event, som vi har placeret i den.   Vi glæder os derfor allerede til igen næste år at kunne byde EM i volleyball og EM i svømning velkommen i Boxen,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, som er én af partnerne bag EM i bordtennis.

”Jyske Bank Boxen har det der skal til, for at danne rammen om store, internationale mesterskaber, og Dansk BordTennis Union har her virkelig leveret en flot event.  Herning har en klar eventstrategi, der skal give folk topsport på hjemmebane og som bruge bruger de forskellige events som stepping-stone for at gå ud og byde på nye events sammen med forbund og Sport Event Denmark. Næste år har vi i Boxen både EM i svømning og EM i volleyball og så har vi faktisk også sikret os EM i spingning og dressur. Der bliver virkelig noget at se frem til,” siger Jørgen Krogh, direktør for By, Erhverv og Kultur.

 

22-10-2012
 
eventguide
effekt
stoette
denmarkDK
facebook
twitter
 

● Sport Event Denmark. ● Telefon +45-43 26 21 00 ● E-mail: info@sporteventdenmark.com ● www.sporteventdenmark.com ● © 2010. All rights reserved 

Disclaimer