Sport Event Denmark udpeget til regeringens vækstteam for turisme- og oplevelsesøkonomi

af  Eline Andersen
Sport Event Denmark var i dag med da regeringen i for alvor satte vækst i turisterhvervet på dagsordenen.

Regeringen har i dag nedsat et vækstteam for turisme- og oplevelsesøkonomi, der over de næste otte måneder skal komme med konkrete anbefalinger til, hvordan Danmark kan styrke væksten på området.

I dag var vækstteamet samlet for første gang til et første dialogmøde med en bred kreds af virksomheder, forskere og organisationer. Formålet med dialogmødet var at indsamle gode ideer til, hvordan vækstpotentialet i dansk turisme og oplevelsesøkonomi kan udnyttes. Forslagene vil indgå i vækstteamets arbejde med at udforme konkrete anbefalinger til regeringen.

På mødet deltog fire ministre, erhvervs- og vækstminister Ole Sohn, kulturminister Uffe Elbæk, miljøminister Ida Auken og minister for bolig- og landdistrikter, Carsten Hansen.

”Jeg har store forventninger til vækstteamets arbejde og håber, de kan give et bud på, hvordan vi i Danmark får bedre fat i nogle af de turistgrupper, som er i vækst - f.eks. kulturturister, som er en af de grupper, der har et højt forbrug, når de gæster Danmark. På den måde kan kultur være en løftestang for at skabe vækst i hele Danmark. Samtidig har vi også brug for gode forslag til, hvordan vi kan bruge events og sportsbegivenheder til at gøre opmærksom på Danmark og trække investeringer og turister til landet,” siger Kulturminister Uffe Elbæk i regeringens pressemeddelelse.

Sport Event Denmark glæder sig over at være udpeget af regeringen til at indgå i dette vækstteam og over at oplevelsesøkonomien kommer så højt op på regeringens dagsorden.

”Gennem de seneste godt 5 år har Sport Event Denmark arbejdet målrettet på at brande Danmark internationalt som en sporteventnation. Vi har – sammen med forbund og værtsbyer - formået at tiltrække og afvikle en lang række store, internationale sportsevents – bl.a. VM i landevejscykling sidste år, og der er flere markante events i de kommende år. Vores effektanalyser viser med al tydelighed, at sportsevents kan bidrage til at tage kampen op om købestærke turister og oplevelsesforbrugere,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark og medlem af regeringens nye vækstteam for turisme og oplevelsesøkonomi.

Det er det 7. og sidste vækstteam, regeringen etablerer. De øvrige handler om ”Det Blå Danmark”, ”Kreative Erhverv og Design”, ”Vand, Bio og Miljøløsninger”, ”Sundheds- og Velfærdsløsninger”, ”Energi og Klima” samt ”Fødevarer”.

Det er alle områder, hvor regeringen vurderer, der er et potentiale for at skabe vækst og nye arbejdspladser.

14-09-2012
 
eventguide
effekt
stoette
denmarkDK
facebook
twitter
 

● Sport Event Denmark. ● Telefon +45-43 26 21 00 ● E-mail: info@sporteventdenmark.com ● www.sporteventdenmark.com ● © 2010. All rights reserved 

Disclaimer