Danske spillere er udtaget til EM i bordtennis

af  Brian Martin Rasmussen, EM Bordtennis 2012
Sportschef Peter Sartz og landstræner Hu Wei Xin har udtaget de danske spillere til Europamesterskaberne i bordtennis i Herning fra den 17. til den 21. oktober. Der er udtaget 10 herrer og 4 damer til mesterskaberne i Messecenter Herning og Jyske Bank Boxen.

Det er et hold, der spænder vidt i alder og erfaring. Alderspræsident er Allan Bentsen, der har rundet de 44 år, mens den yngste spiller, Anders Lind, er 13 år. Han blev i år kåret som årets talent og får sin EM-debut. Der er også EM-debut for Claus Skov Nielsen og Tobias Lau.

Disse danske spillere er udtaget til at repræsentere Danmark ved EM i Herning i oktober:

10 herrespillere
Michael Maze, Roskilde, født 1/9 1981
- Europamester i single i 2009 og i 2005 for hold, OL-bronze i double med Tugwell i 2004, VM-bronze i 2005 i single, EM-bronze i 2008 i single og hold i 2000.

Allan Bentsen, Roskilde, født 21/8 1968
- Europamester for hold 2005, EM holdbronze i 2000, europamester i veteransingle i 2010 og verdensmester i veteransingle 2011.
Finn Tugwell, Roskilde, født 18/3 1976
- Europamester hold i 2005 og EM holdbronze i 2000. OL-bronze i 2004 i double med Michael Maze.
Kasper Sternberg, København, født 26/2 1989
- Sølv ved EM 2010 i herredouble med Jonathan Groth.

Jonathan Groth, Vedbæk, født 9/11 1992
- Sølv ved EM 2010 i herredouble med Kasper Sternberg. Europamester herrejuniordouble samme år, dansk mester 2012.

Mikkel Hindersson, Virum, født 29/3 1990
Tobias Lau, København, født 7/2 1991
Morten Hyrup Rasmussen, OB, født 17/2 1989
Claus Skov Nielsen, Roskilde, født 2/5 1996
Anders Lind, København, født 14/12 1998
4 damespillere
Mie Skov, Vedbæk, født 24/5 1986
- OL-deltager i London

Pernille Agerholm, Rønde, født 14/5 1991
Mie Binnerup Jacobsen, Århus, født 5/11 1992
Stefanie Christensen, Århus, født 4/5 1993

Alle de udtagne spillere stiller op i singlerækken. Derudover spiller nogle af danskerne også double med enten danske eller udenlandske makkere:

Double, herrer:
- Jonathan Groth og Kasper Sternberg
- Allan Bentsen og Mikkel Hindersson
- Tobias Lau og Morten Hyrup Rasmussen
- Claus Skov Nielsen og Anders Lind

Double, damer:
- Mie Skov og Carole Grundisch, Frankrig
- Mie Binnerup Jacobsen og Stefanie Christensen

Pernille Agerholm og Finn Tugwell leder begge efter en doublemakker.


Spillere i alt til EM:
148 spillere i herresingle
137 i herredouble
118 i damesingle
116 i damedouble
Der er spillere fra 41 lande i alt.
Link til verdensranglister - klik her.

Det er de tørre facts efter den endelige tilmelding til Europamesterskaberne i Herning sluttede i mandags.

Fakta om EM i bordtennis 2012
- Danmark og Herning er vært for EM i bordtennis 2012.
- EM afvikles i Messecenter Herning og Jyske Bank Boxen fra den 17.-21. oktober.
- Der er 301 deltagere med til EM fordelt på 38 lande og 159 herrer og 142 kvinder.
- Det er Dansk BordTennis Union, Herning Kommune og Sport Event Denmark, der er fælles partnere på EM.
- De indledende kampe spilles i Messecenter Hernings hal M. De afgørende spilles i Jyske Bank Boxen, hvor der er plads til 4.500 tilskuere fra fredag den 19. oktober.
- Sidst Danmark var vært for EM var i Aarhus i 2005, hvor det danske herrehold vandt guld. Hold-turneringen er ikke med i Herning i år.
- Ved dette EM spilles der single for herrer og damer og double for herrer og damer.
- Alle de store europæiske OL-stjerner ventes at konkurrere ved EM i Herning. Fra Tyskland er det specielt den store stjerne, Timo Boll, der ventes at gøre det godt. Han blev europamester i single i 2011 og 2010, men tabte til Maze i semifinalen i 2009 mens Boll også vandt EM i 2008, 2007 og 2002. Tyskeren Dimitrij Ovtcharov, der vandt en tæt OL-kvartfinale mod Michael Maze i London og senere vandt bronze, er et godt bud på en medaljekandidat mens også sølvvinderen fra de to sidste år, Patrick Baum, er et stærkt tysk kort. Europamesteren fra 2005, 2003 og 1998, Vladimir Samsonov fra Hviderusland, og Werner Schlager, Østrig, der blev verdensmester i 2003 (og tabte EM-finalen til Maze i 2009) er andre prominente navne.
- Danmarks største medaljehåb er Michael Maze, der både har vundet VM- og OL-bronze samt guld ved EM; i 2009 i single og i 2005 for hold. Danmark stiller med alle tre OL-deltagere, der udover Maze tæller Mie Skov og Allan Bentsen. Også en række af fremtidens danske spillere stiller op på hjemmebane - blandt dem den danske mester Jonathan Groth samt Kasper Sternberg, der sammen vandt EM-sølv i double i 2010. Også Mikkel Hindersson og Tobias Lau er en del af fremtiden for dansk bordtennis.
- Dansk BordTennis Union har 9.829 medlemmer.

 

14-09-2012
 
eventguide
effekt
stoette
denmarkDK
facebook
twitter
 

● Sport Event Denmark. ● Telefon +45-43 26 21 00 ● E-mail: info@sporteventdenmark.com ● www.sporteventdenmark.com ● © 2010. All rights reserved 

Disclaimer