Sportevents fik 4 mio. kr. til at yngle på Fyn

af  Gitte Vestermark, Udvikling Fyn – Sport & Events
Der er penge i fjerbolde, ridestøvler og løbesko. En opgørelse fra Udvikling Fyn - Sport & Event viser, at Fyn havde en omsætning på ca. 61 mio. kr. som følge af 11 store sportevents, som Fyn lagde jord, gulv og græs til i 2011. Events der samlet set kun kostede en investering på 4 mio. kr.

Med hvilken investering har man udsigt til en 15-dobling af sit indskud. Det er vist de færreste - selv garvede - børshajer, der kan prale af et sådant afkast. Men det kan de fynske kommuner med deres investering i sportevents.
En analyse, som Udvikling Fyn – Sport & Event netop har foretaget, viser, at sportevents har bidraget ganske betydeligt til væksten på Fyn i det forløbne år. 

”Vi kan her ved årets afslutning konstatere, at ikke færre end 61 mio. kr. blev sendt rundt i det fynske kredsløb som følge af de 11 events, vi har afviklet i 2011”, siger eventchef i Udvikling Fyn - Sport & Event Erik Juhl Mogensen, der indtil 1. januar er direktør i forløberen Sport Event Fyn.

 De fynske kommuner har i 2011 samlet set investeret godt 4 mio. kr. i sportevents, og de har tilsyneladende været givet vældig godt ud. Især i den fynske hotel- og restaurationsbranche har de store events sat deres aftryk.

Double up på hotelsenge og håndbajere
”Vi kan tydeligt mærke, når der er sportevents i byen, siger hotelchef Ole Olsen fra Scandic Odense, ”årligt mærker vi jo H.C. Andersen Marathon, og i år har vi også haft fornøjelsen af både fodboldspillere fra EM for døve og trampolinspringerne, der deltog i world cuppen i Arena Fyn”.

Hotelchefen anslår, at sportevents i 2011 har genereret i hvert fald 2-3 pct. af den samlede omsætning, og ofte falder events på tidspunkter, hvor hjulene ellers står ret stille. Derfor er effekten særligt mærkbar.

”EM i fodbold for døve resulterede i fuldt hus hos os i 16 dage, hvor der normalt kun er max. 50 pct. belægning”, siger Ole Olsen, der i øvrigt betegner sporteventgæsterne som særdeles velopdragne.

 
Det samme var tilfældet hos Heidis Bierbar, hvor der blev rakt en hel del fadøl over disken.

”Vi havde klart et par aftener i sommerferien, hvor vi kunne mærke, at de internationale gæster fra EM i døvefodbold hævede omsætningen betydeligt”, siger Jesper Serup fra Heidis Bierbar. 


Sportevents skaber arbejdspladser
Et af de erklærede mål for Udvikling Fyn er at skabe flere arbejdspladser på Fyn, og her kan sportevents vise sig at spille en væsentlig rolle. Udvikling Fyn – Sport & Events beregninger viser, at de 11 2011-events har haft en effekt på beskæftigelsen svarende til 94,2 årsværk. Dvs. at næsten 100 fynboer kan takke sportevents for deres jobs i år.

Analysen af de fynske sportevents er foretaget med Sport Event Denmarks effektmålingsværktøj, der bygger på den regionale ligevægtsmodel LINE, som drives i fællesskab af VisitDenmark, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Arbejdsmarkedsstyrelsen og de regionale vækstfora.

 

28-12-2011
 
eventguide
effekt
stoette
denmarkDK
facebook
twitter
 
● Sport Event Denmark ● Telefon +45-43 26 21 00 ● E-mail: info@sporteventdenmark.com ● www.sporteventdenmark.com ● © 2010. All rights reserved Disclaimer