HKH Kronprins Frederik kastede her til morgen royal glans over VM i windsurfing i Kerteminde, da han blev modtaget ved Kerteminde Sejlklub. Han var meget begejstret for set-uppet og ikke mindst bestræbelserne på at gøre sejlsporten mere publikumsvenlig vha. af det nye koncept Sailstream.
Elever fra Langeskov Skole stod espalier, børnehavebørnene stod klar med Dannebrogsflag og
de lokale arrangører var linet op, da HKH Kronprins Frederik i dag ankom til VM i RS:X
Windsurfing. Han startede sit besøg i Kerteminde med en demonstration af det nye formidlings-
koncept Sailstream, som har premiere ved netop dette VM.
Kronprinsen stillede interesseret opklarende spørgsmål til konceptet, der gør det muligt via Internettet at følge VM-surfernes ridt på vandet fra præcis den vinkel, man ønsker. ”Det er ikke helt nyt for mig. Jeg har stiftet bekendtskab med trackingen før, som det jo er et dansk firma, der leverer. Men det var spændende at se, hvordan man kombinerer det med live kameraer. Det er rigtigt godt”, sagde Kronprinsen umiddelbart inden han forlod Kerteminde efter eftermiddagens præmieoverrækkelse, hvor publikum var mødt talstærkt op.
Det generelle set-up omkring eventen, der er den største inden for sejlsporten i Danmark i år, fik også royale roser med på vejen. Særligt bemærkede Kronprinsen det store lokale engagement: ”Det gør mig enormt glad at se, at også mindre klubber udenfor Århus og København kan løfte en opgave af så stort internationalt format. Det er dejligt at mærke opbakningen fra det lokale samfund og fra sejlklubben”, sagde Kronprins Frederik.
Stille dag på vandet
Kronprinsen overværede dagens første sejlads på vandet, hvor hollænderen Dorian van Rijsselberge hos herrerne måtte overlade førstepladsen til Piotr Myszka fra Polen. Dorian leverede en skidt præstation, som var tæt på at bringe ham ud af den afgørende top 10, der i morgen sejler den afgørende finale kl. 11.00 Hos kvinderne slog den tidligere olympiske mester Alessandra Sensini til gengæld sin føring fast. Efter første sejlads blev både kvinder og mænd sendt på land igen, eftersom vindmåleren stod meget stille på den royale dag i Kerteminde. Mange af sejlerne fandt i stedet vej til eventpladsen ”Sailor’s square, som var fuld af aktiviteter op til Kronprinsens komme. Senere på aftenen fortsætter festlighederne i Kertemindes gader, da byen i tråd med VM’et holder Caribbean Night, hvor Nordens største klatrevæg bl.a. har indfundet sig på torvet. Lørdag afvikles kvindernes finale først og umiddelbart efter afvikles mændenes. Det forventes hermed, at præmieuddelingen kan finde sted omkring kl. 12.30 på ”Sailers Square”.
Vejrmeldingen forudser østlig vind, så det skulle være muligt at følge finalesejladserne fra land.
For yderligere information: Kontakt pressechef for RS:X Henrik Møhl, tlf. 26 84 78 60 eller kommunikationsansvarlig hos Sport Event Fyn, Gitte Vestermark, tlf. 30 59 24 42
Billederne fra stævnet kan downloades www.flickr.com/photos/53274062@N06