Med U21-EM i fodbold som case sætter Active Institute på en konference den 15. april fokus på begrebet eventbaseret innovation.
Active Institute, der holder til ved Århus Universitet, sætter for tiden fokus på begrebet ’eventbaseret innovation’. Instituttet indbyder i den forbindelse sammen med Region Midtjylland, Århus, Viborg og Herning Kommune til konference om emnet.
EM-slutrunden for U21-hold i fodbold skal i 2011 afvikles i Midtjylland, og konferencen stiller skarpt på, hvad der findes af innovationsmuligheder for virksomheder, der ønsker at være en del af den store fodboldevent. Samtidig giver konferencen et bredere indblik i samspillet mellem sport, teknologi og innovation.
Blandt oplægsholderne er Uffe Elbæk, der var direktør for World Outgames 2009, Christian Bordinggaard fra DBU, der fungerer som turneringsdirektør for U21-slutrunden, og Kenneth Olausson, der er direktør i den svenske sport- og innovationsvirksomhed Innovation Impact.
EM-slutrunden er UEFA’s næststørste efter Europamesterskabet for A-landshold og kampene i Danmark har fået et yderligere løft, fordi turneringen også tæller som kvalifikation til OL i London i 2012. EM-slutrunden tiltrækker massiv opmærksomhed. Eksempelvis blev U21 slutrunden i Holland i 2007 fulgt af 75 millioner tv-seere og 212.000 tilskuere, mens 163.000 tilskuere og hele 100 millioner tv-seere fulgte med, da Sverige var vært i 2009. Sport Event Denmark er blandt samarbejdspartnerne ved U-21-slutrunden.