Danmark tæller ned til Giro-starten

af  Eline Andersen
Med 101 dag tilbage til starten på Giro d’Italia i Herning og Horsens 5.-7. maj er forberedelserne inde i sin slutspurt. Borgerne i de to jyske byer kan nu være med til at tælle ned.

Nedtællingen til starten på Giro d’Italia i Herning og Horsens 5.-7. maj er for alvor i gang. Det blev onsdag markeret med indvielsen af en målportal på gågaderne i de to byer. Et nedtællingsur vil i de næste godt tre måneder holde de forbipasserende orienteret om, at tiden for den store lyserøde fest nærmer sig. Uret rammer nul præcist kl. 16.00 den 5. maj, når den første rytter ruller ud på 1. etape, der er en enkeltstart i Hernings gader.

- Om godt 100 dage vil næsten 200 af verdens bedste cykelryttere køre rundt i by-ens gader, hvor vi står lige nu. Det bliver fantastisk, en historisk dag for øjnene af flere hundrede millioner tv-seere. I Herning er alle muligheder åbne, og Giro-starten er en begivenhed, en stor del af byens borgere allerede er i gang med at forberede i foreninger, på uddannelsesinstitutioner og i en lang række andre sammenhænge, sagde Hernings viceborgmester Kent Falkenvig ved afsløringen af nedtællingsuret.

Også i Horsens var der forventningsglæde hos borgmester Jan Trøjborg.

- Vi tæller ned til en enorm sportsbegivenhed i Horsens. Vi tæller ned til den største internationale sportsbegivenhed i Danmark i 2012. Vi tæller ned til en folke- og sportsfest af enorme dimensioner i Horsens i dagene omkring starten på Giro’ens 3. etape den 7. maj med start og mål i Horsens – og en etape, der afsluttes med et decideret gadeløb i Horsens – med en rundstrækning på 15 km gennemkørt tre gange. Og vi tæller ned til et forår klædt i pink, som er giro’ens farve, og præget af Giromania – masser af aktiviteter og oplevelser som markerer Giro d’Italia’s indtog i Horsens, sagde Horsens-borgmesteren inden han trak klædet af uret.

Afsløringen foregik samtidigt i de to byer og blev fulgt til dørs af sang og cykelløb. I Horsens sang børn fra 3. c på Højvangskolen giro-sangen ’Op og afsted’ skrevet af Horsens-komponisten Anders Boysen, mens det i Herning var Sunds-bandet Camilla & The Funky Monks, der optrådte med nummeret.

Som afslutning på seancen kørte et hold cykelryttere fra henholdsvis Herning Cykle Klub og Horsens Amatør Cykle Klub ud på en rute mellem de to byer og mødtes midtvejs med Giro-maskotten Girbecco for at markere Giro-samarbejdet mellem Herning og Horsens.

Også den danske Giro d'Italia-kendingsmelodi har fået premiere på youtube i dag. Se den her: http://youtu.be/QQLE6xOpBhs

  • Giro d’Italia 2012 har start i Herning og Horsens, hvor de tre første etaper køres fra den 5.-7. maj 2012.
    1. etape køres i Herning by som enkeltstart. Første start: 16.00
  • 2. etape har start og mål i Herning og går vestpå over Ringkøbing, Søndervig, Lemvig, Struer og Holstebro med mål i Herning. Start i Herning: 12.30.
  • 3. etape har start og mål i Horsens og slår en sløjfe omkring Juelsminde inden turen går over Odder til Ejer Bav-nehøj, Brædstrup og retur til Horsens. Start i Horsens: 11.30.

Det er første gang, Giro d’Italia gæster Skandinavien. Giro d’Italia bliver set af 350 millioner tv-seere verden over.

Bag Giro-starten står Herning og Horsens Kommuner, Region Midtjylland, Visit Denmark samt Sport Event Denmark.

25-01-2012
 
eventguide
effekt
stoette
denmarkDK
facebook
twitter
 
● Sport Event Denmark ● Telefon +45-43 26 21 00 ● E-mail: info@sporteventdenmark.com ● www.sporteventdenmark.com ● © 2010. All rights reserved Disclaimer