Forberedelserne til VM i den olympiske windsurfingklasse RS:X er begyndt.
Surfere fra en lang række af verdens store sejlsportsnationer afprøver p.t. forholdene i Kerteminde, der på den anden side af sommeren er vært for en af de største sportsbegivenheder på Fyn i år.
Der er masser af liv i bugten ud for Kertemindes kyst i disse dage. Surfsejl fra så forskellige dele af verden som Hong Kong, Mexico, Canada og Finland suser henover de solbeskinnede bølger i bugten.
Sejlene har fart på, men det er heller ikke hvem som helst, der står på brætterne under. Faktisk kan man blandt skumsprøjtene spotte nogle af verdens bedste kvindelige windsurfere, der tester formen frem mod VM i august.
”Farvandet ud for Kerteminde er perfekt til windsurfing. Der er rigeligt med plads i bugten og gode vindforhold”, lød det fra den candiske RS:X sejler Nikola Girke efter en tur i frisk vestenvind.
Nikola Girke ligger frem til d. 9. juni i træningslejr sammen med en håndfuld andre udenlandske RS:X-surfere og de to danske VM-deltagere Bettina Honoré og Katrine Jensen.
”Vi glæder os alle sammen rigtig meget til VM”, siger 38-årige Bettina Honoré, der bl.a. repræsenterede de danske farver ved OL i Bejing. ”Det bliver rigtigt spændende med verdenspremieren på Sailstream, hvor folk kan følge os helt efter eget valg vha. streamning og GPS-tracking. Og så satser vi jo selvfølgelig på, at arrangørerne bestiller lige så godt sejlervejr, som det, vi oplever her under træningslejren”.
Hygge og koldskål på menuen
De udenlandske windsurfere har også gode krydser til karakterbogen, når det gælder rammerne om deres træningsophold.
”Kerteminde er en fantastisk hyggelig lille by, hvor man kan gå til alt. Området er rigtig lækkert til løb og cykling, og så får vi rigtig god mad, siger Nikola Girke, der bl.a. mindes sin introduktion til koldskål ved NM sidste år med stor begejstring.
Når de kvindelige, danske bølgeryttere er taget hjem med deres udenlandske følge, dukker et nyt hold toptrænede atleter op. Fra d. 10. juni aflægger hele det franske RS:X landshold nemlig den lille nordøstfynske by et visit som led i deres træning frem mod verdensmesterskabet i august.
Her vil den venskabelige stemning blandt konkurrenterne, der præger træningslejrene formentlig være erstattet af knivskarp konkurrence blandt de ca. 100 mænd og 60 kvinder, som forventes at invadere Kerteminde fra op mod 60 forskellige nationer.
For yderligere information:
Kontakt presseansvarlig Henrik Møhl, Sail Event Kerteminde, tlf. 26 84 78 60
eller Gitte Vestermark, Sport Event Fyn, tlf. 30 59 24 42
FAKTA:
RS:X VM 2010 finder sted fra. d. 27. aug. – d. 5. sep. Bag arrangementet står Sail Event Kerteminde, som i samarbejde med Kerteminde Kommune, Sport Event Fyn og Sport Event Denmark vil sikre både deltagere, officials og publikum en forrygende sejlsportsoplevelse i Kerteminde.