Da VM i brydning i efteråret blev afviklet i Herning, var alt ikke ved det sædvanlige i den traditionsrige sport. De danske arrangører ville nemlig arrangere et VM og samtidig også udnytte det danske værtskab til at nytænke opsætningen og rammerne for et bryde VM.
VM i brydning i Herning resulterede blandt andet i, at de enkelte stævnedage blev trukket sammen til ét stævnepas i stedet for et formiddags- og et eftermiddagspas. Tilskuerne blev rykket tættere på madrasserne for at give en mere intens og intim stemning, ligesom man for første gang oplevede røg, konfetti og ild til finalekampene.
Dette resulterede i, at 99 % af de udenlandske tilskuere syntes, at stemningen i arenaen var god eller meget god. Den sidste markante ændring, som også var den sværeste at komme igennem med over for det internationale forbund, var at man flyttede bespisningen af de små 1500 atleter og ledere fra deres hoteller ud til arenaen i MCH. Derfor har feedbacken fra atleterne på denne ændring også været ventet med spænding, da målet med de forskellige ændringer blandet andet var at lave det bedste VM nogensinde for atleterne. At 94 % af atleterne har svaret, at de havde det fint med, at bespisningen foregik i arenaen, betød meget for de danske arrangører, og er et bevis på, at slåskampen for at få lov til at rykke bespisningen til arenaen, var det hele kampen værd.
Formand for Danmarks Brydeforbund, Allan Bo Jakobsen udtaler i forbindelse med VM- analysen: ”VM rapporten er rigtig dejlig læsning, vi ville lave et VM, der var noget udover det sædvanlige, og som kunne være med til at sætte nye standarder i den internationale brydeverden. I mange år, og især siden vi fik VM tildelt i 2006, har vi tænkt og drømt om, hvordan man kunne gøre vores VM bedre end alle tidligere mesterskaber. At vi overhoved fik lov at ændre så meget af det internationale forbund i selve setup’et var en sejr, at se de ting vi sloges for at ændre fungere i praksis under VM var en forløsning.
Direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov ser ligeledes positivt på mange af analysens resultater: ”VM analysen viser, at Danmark kan magte nogle af de store mesterskaber på den internationale scene. Brydning er en olympisk sport, nationalsport i flere lande og mere 350 millioner seere så med, da medaljerne blev uddelt i efteråret i Herning.
Hele rapporten om VM i brydning kan læses på Sport Event Denmarks hjemmeside: www.sporteventdenmark.com under analyser.
Ønskes yderlige kommentarer kan formand for Danmarks Brydeforbund, Allan Bo Jakobsen kontaktes på 2041 0128. Direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov kan kontaktes på 4031 4855.
FAKTA
- VM-analysen er udarbejdet af Sport Event Denmark i samspil med Capacent Epinion
- Små 1500 atleter, ledere og dommere deltog i VM i brydning
- Mere end 7500 solgte billetter
- Mere end 275 frivillige var med under VM
- VM i brydning medførte en turismeomsætning på 16,5 millioner kroner
- 72 % af atleterne og lederne synes, VM i Herning var bedre end det sidste VM i Baku
- 88 % af de udenlandske tilskuere var godt eller meget godt tilfreds med Youth campen
- 81 % af de danske tilskuere og 71 % af de udenlandske var godt eller meget godt tilfreds med Herning som værtsby
- 99 % procent af de udenlandske tilskuerne syntes stemningen var god mens 89 % af de danske tilskuere syntes det.
- 9 ud af 10 tilskuere syntes at eventen levede op til deres forventning