IOC session og kongres

 

IOC's 121. session og 13. olympiske kongres afholdes i Bella Center, København, den 1.-9. oktober 2009.

Sessionen er IOC's generalforsamling og holdes hvert år med deltagelse af IOC's medlemmer.
Kongressen er verdens største sportskongres og afholdes kun med 10-15 års mellemrum. Senest
var der olympisk kongres i Paris i 1994.

Der forventes 2.000-3.000 delegerede og gæster i København og op imod 1.000 medierepræsentanter, herunder CNN og BBC World.

Fakta om IOC's session og olympiske kongres i København


DELTAGERNE I KONGRESSEN:
• 111 IOC-medlemmer plus æresmedlemmer
• Repræsentanter fra de internationale specialforbund
• 205 nationale olympiske komiteer
• Organisationskomiteer for OL 2010 Vancouver, OL 2012 London, OL 2014 Sochi m.fl.
• Repræsentanter for aktive, trænere, dommere, officials
• IOC's olympiske partnere og topsponsorer
• Danske og internationale medier


IOC's session og kongres i København er hjørnestenen i Sportsåret 2009, der skal brande Danmark i udlandet. Læs mere om Sportsåret andetsteds i pressekittet.


DE DANSKE MÅLSÆTNINGER MED VÆRTSKABET
De danske målsætninger er at gennemføre afviklingen af session og kongres til IOC's og deltagernes fulde tilfredshed.

Derudover er målsætningerne at:
• Øge kendskabet til København
• Øge kendskabet til Region Hovedstaden
• Øge kendskabet til Danmark og dansk kultur generelt
• Øge muligheden for at skaffe internationale idrætsbegivenheder til Danmark
• Øge muligheden for at Danmark og dansk idræt kan påvirke international idræt
• Øge muligheden for at danskere kan indgå i internationale netværk.


DE DANSKE PARTNERE
Politiske repræsentanter for de danske partnere udgør den danske styregruppe:
• IOC-medlem Kai Holm (formand for styregruppen)
• Kulturminister Carina Christensen
• Overborgmester Ritt Bjerregaard
• Formand for Sport Event Denmark Lars Krarup
• Formand for Vækstforum for Region Hovedstaden Jørgen Christensen
• Formand for Danmarks Idræts-Forbund Niels Nygaard

En koordineringsgruppe består af repræsentanter fra:
Danmarks Idræts-Forbund (DIF's bestyrelse er Danmarks Olympiske Komite), Københavns Kommune, Region Hovedstaden, Kulturministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Sport Event Denmark, VisitDenmark, Wonderful Copenhagen, PET, Bella Center, NHG A/S (Konferencer og hoteller), Sportsåret 2009. Koordineringsgruppen ledes af direktør Karl Chr. Koch, Danmarks
Idræts-Forbund.

Der er etableret et kongressekretariat i DIF under daglig ledelse af Jens Henriksen, sekretariatschef i Danmarks Idræts-Forbund.


ØKONOMI
Det danske budget for afholdelse af IOC Session og Kongres er 18 mio. kr. Dertil kommer personaleressourcer fra de involverede organisationer. Ud over de 18 mio. kr. er der søgt om yderligere støtte.
IOC dækker udgifter til hotel og bespisning. Størrelsesorden: 20-30 mio. kr. IOC har lejet samtlige værelser på Hotel Marriott og Hotel Hilton, og det er første gang i Danmark, at én kunde har gjort dette.
Allerede i maj 2008 er der sikret større momsindtægter til staten end den offentlige støtte, der er bevilget til begivenheden.


VIRTUEL OLYMPISK KONGRES - VERDENSBEFOLKNINGENS INPUT
IOC har lanceret en virtuel olympisk kongres, hvor hele verdens befolkning kan komme med bidrag til de fem temaer i den olympiske kongres (se senere). Det kan man gøre frem til den 31.
december 2008 og det foregår på IOC's hjemmeside. IOC udvælger 20 særligt gode bidrag, hvor indsenderne inviteres med på kongressen i København med alt betalt.


HJEMMESIDE
Den danske hjemmeside for IOC's session og kongres: www.2009olympiccongress.com Hjemmesiden er på dansk, engelsk og fransk.


BAGGRUND FOR AT TOPMØDET ER I DANMARK
Umiddelbart inden vinter-OL i Torino 2006 holdt IOC sin årlige session. IOC valgte her den 8. februar København til at være vært for IOCs 121. session og 13. olympiske kongres.
Syv byer var med i kapløbet om at blive værtsby, i den sidste afstemning fik København 59 stemmer og Cairo 40.


FAKTA OM IOC
Den internationale olympiske komite (IOC) er en international, ikke-statslig, almennyttig organisation af frivillige medlemmer fra hele verden, som har til formål at lede den olympiske bevægelse i overensstemmelse med det olympiske charter. En stor del af disse opgaver er at vejlede ved organiseringen af de olympiske lege.
Enhver person eller organisation, der i en hvilken som helst egenskab hører til den olympiske bevægelse (fx internationale specialforbund, nationale olympiske komiteer, aktive OL-deltagere og deres trænere og ledere) er forpligtet af bestemmelserne i det olympiske charter og skal underkaste sig IOC’s beslutninger.
Der er p.t. 111 medlemmer i IOC. Belgieren Jacques Rogge er præsident for IOC (valgt i 2001).
Kai Holm er medlem af IOC (valgt 2002). Niels Holst-Sørensen er æresmedlem (valgt til IOC i
1977). IOC har hovedkvarter i Lausanne, Schweiz.

Program for det olympiske topmøde 1.-9. oktober 2009
1.-2. oktober 2009: 121. IOC Session - 1. del
Åbningsceremoni i Operaen under overværelse af H.M. Dronningen.
Valg af værtsby for OL 2016. Kandidaterne er Chicago, Tokyo, Rio de Janeiro og Madrid. USA's præsident, Japans kejser, Brasiliens præsident og Spaniens kongefamilie forventes at være i København.


3.-5. oktober 2009: 13. olympiske kongres
Den olympiske kongres diskuterer aktuelle temaer om The Olympic Movement in Society (Den olympiske bevægelse i samfundet) og giver sine anbefalinger til IOC. De fem temaer:

Tema 1: Atleterne
- Forholdet mellem de aktive, klubberne, forbundene og de nationale olympiske komiteeer
- Beskyttelse af de aktives helbred under træning og konkurrence
- De aktives sociale og professionelle liv under og efter karrieren

Tema 2: De olympiske lege
- Hvordan fastholder man legene som en førende begivenhed
- De olympiske værdier
- Universalitet og udviklingslandene

Tema 3: Strukturen i den olympiske bevægelse
- Den olympiske bevægelses selvstyre
- God ledelse og etik
- Forholdet mellem den olympiske bevægelse og dens interessenter

Tema 4: Olympisme og ungdom
- På vej mod et aktivt samfund
- Er konkurrencesport stadig attraktiv?
- Idrætsbegivenheder for ungdommen

Tema 5: Den digitale revolution
- Ny varetagelse af sportsrettigheder
- Hvordan forøger man publikum til sport?
- Kommunikation med interessenter i den digitale tidsalder

7.-9. oktober 2009: 121. IOC Session - 2. del
Udvalgte punkter:
• På sessionens 2. del skal der vælges nye medlemmer til IOC. Kronprins Frederik stiller op som kandidat og er udset til at skulle afløse IOC-medlem Kai Holm, der falder for aldersgrænsen på 70 år ultimo 2008.
• IOC-præsident Jacques Rogge er desuden på valg.
• Topmødet afsluttes med en afskedsreception i Tivoli den 9. oktober 2009.

27. september 2009
Allerede søndag den 27. september 2009 har de danske arrangører et åbningsarrangement i Tivoli, hvorefter der efterfølgende er særlige idrætsevents rundt omkring i København i anledning af topmødet.

 
 
● Sport Event Denmark ● Telefon +45-43 26 21 00 ● E-mail: info@sporteventdenmark.com ● www.sporteventdenmark.com ● © 2010. All rights reserved Disclaimer